Gå til hovedindhold

Om skolen

Højvangskolen er en stolt folkeskole, der hver eneste dag stræber efter at levere den bedst mulige undervisning og det bedst mulige fritidstilbud til alle områdets børn.

  • Læs op

Indhold

    Det gør vi med et stærkt fokus på formålsparagraffen for den danske folkeskole. Formålsparagraffen lyder:

    § 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.

    Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

    Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

    Vores målsætninger

    Folkeskolereformens mål er også Højvangskolens mål:

    • Højvangskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan.
    • Højvangskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater.
    • Tilliden til og trivslen på Højvangskolen skal styrkes blandt andet gennem respekt for professionel viden og praksis.

    Vores værdier bygger på

    • Fællesskab - På Højvangskolen anser vi fællesskabet som fundament for det daglige arbejde på skolen. Gennem deltagelse i skolens fællesskab får den enkelte mulighed for at føle sig værdsat, udvikle sig og lære – og at opleve medindflydelse og medansvar i demokratiske processer.
    • Forskellighed - Vi tager udgangspunkt i den enkeltes ressourcer og muligheder, og vi ser forskellighed som en styrke for fællesskabet.
    • Faglighed - Høj faglighed, kreativitet samt kvalitet i det daglige arbejde er fælles mål for børn og voksne på Højvangskolen.

    Vi har et fælles ansvar for, at værdierne er en del af vores hverdagspraksis. I praksis kommer de bl.a. til udtryk ved:

    • Fællesskab - Deltagelse i fællesskab anses for et fundament for den enkeltes udvikling og læring. Det er grundlæggende for børnenes udvikling af sociale kompetencer byggende på tolerance, empati og demokratiske spilleregler. Derfor arbejder vi igennem hele skoleforløbet på udvikling af
      • klassefællesskabet
      • fællesskaber på tværs
      • børnenes deltagelse i demokratiske processer og udvikling af udsyn og forståelse ift. mangfoldige lokale og globale fællesskaber
      • samarbejdet mellem skole og forældre samt forældrene indbyrdes

    Derudover spiller skolens traditioner en vigtig rolle for udvikling af fællesskabet.

    • Forskellighed - For at møde børnenes forskelligheder fagligt, socialt, personligt og kulturelt og for at inddrage forskellighed som en ressource arbejder vi løbende med at udvikle
      • differentiering ift. det enkelte barns ressourcer og måder at lære på, herunder udvikling af forskellige læringsstrategier og undervisningsformer (link)
      • inspirerende og varierende læringsmiljøer
      • inddragelse af børnenes forskellige forudsætninger som en ressource
      • inddragelse af forældrene som ressource
    • Faglighed - På Højvangskolen anses høj faglighed hos det pædagogiske personale som værende grundlæggende i arbejdet med børnene. Vi tager udgangspunkt i et bredt faglighedsbegreb omfattende de aktiviteter, der foregår dels i undervisningen, dels i fritiden. Begrebet dækker således både faglighed inden for skolens fag og mere generelle kompetencer såsom evnen til at arbejde kreativt, at arbejde selvstændigt med forskellige aktiviteter, at tilegne sig ny viden og nye færdigheder samt at kommunikere konstruktivt om emner, meninger og relationer.

    Skolens organisering

    Vores undervisning er opdelt i tre trin:

    • Indskolingen for 0.- 2. årgang
    • Mellemtrinnet for 3.- 5. årgang.
    • Udskolingen for 6.- 9. årgang

    Inden for disse tre trin er undervisningen organiseret i teams. Det giver nærhed og kendskab til den enkelte elevs potentiale og er en stor gevinst i forhold til elevernes læring og udvikling.

    Fakta om vores skole

    Højvangskolen er beliggende i forstaden Stavtrup i smukke omgivelser med udsigt ind over Aarhus. Skolen har 750 elever og er, ligesom lokalområdet, i stærk vækst.

    Skolen har cirka 90 medarbejdere fordelt på lærere, pædagoger, teknisk service og administrativt personale samt skolens ledelse.

    Se Højvangskolens skoledistrikt på aarhus.dk.

    Vores fysiske rammer

    Højvangskolen er omkranset af boldbaner og store grønne arealer. Udearealerne er et stort aktiv for skolen og det pædagogiske arbejde med leg og bevægelse. Det er en prioritering for os, at skolen løbende vedligeholdes, så de fysiske rammer på bedst mulig vis understøtter elevernes læring og trivsel. De kommende år står vi over for en større udbygning og renovering af skolen.

    Principper og værdier

    Sidst opdateret: 9. januar 2024